3. Lig - Group 1

3. Lig - Group 1 Stillinger

Her kan du se stillingerne for 3. Lig - Group 1 i år.

#	Hold	K	V	U	T	+	−	±	P	Form
1	Bursaspor	30	21	7	2	64	17	47	70
2	Karşıyaka SK	30	18	6	6	56	28	28	60
3	Muş Menderesspor ▲	30	16	10	4	48	24	24	58
4	Kütahyaspor ▼	30	17	7	6	57	37	20	58
5	Düzcespor	30	16	8	6	40	27	13	56
6	Silifke Belediyespor	30	14	7	9	51	36	15	49
7	Anadolu Üniversitesi SK	30	13	8	9	39	32	7	47
8	Artvin Hopaspor	30	10	9	11	26	30	-4	39
9	Tokat Belediye Plevnespor ▲	30	7	10	13	27	32	-5	31
10	Kahramanmaraşspor ▼	30	8	6	16	28	39	-11	30
11	Kartal Bulvarspor ▼	30	7	9	14	35	58	-23	30
12	Kirsehir Belediyespor	30	7	8	15	26	48	-22	29
13	Bornova Belediyespor	30	6	10	14	36	53	-17	28
14	Elazig Belediyespor FK	30	5	11	14	18	31	-13	26
15	Kuşadasıspor	30	7	3	20	25	51	-26	24
16	Ergene Velimeşespor	30	6	5	19	17	50	-33	23

3. Lig - Group 1 Kampe

Her kan du se kampprogrammet for 3. Lig - Group 1 i år.

Færdigspillede 3. Lig - Group 1 kampe

Runde 1

26. Apr 11:00

Mustafa Kemal Atatürk Stadyumu

Ergene Velimeşespor

2–1

Kahramanmaraşspor

Slut – 90+4'

Dommer: M. Söylemez

26. Apr 12:00

Muş Şehir Stadı

Muş Menderesspor

3–0

Anadolu Üniversitesi SK

Slut – 90+1'

Dommer: M. Lakot

26. Apr 12:00

Arhavi İlçe Stadı

Artvin Hopaspor

7–2

Kartal Bulvarspor

Slut – 90'

Dommer: H. Aktaş

26. Apr 12:00

DMALL Düzce Şehir Staydumu

Düzcespor

2–2

Kütahyaspor

Slut – 90+8'

Dommer: S. Yılmaz

26. Apr 12:00

Elazığ Doğukent Stadyumu

Elazig Belediyespor FK

1–1

Kuşadasıspor

Slut – 90+13'

Dommer: L. Vartemel

26. Apr 12:00

Alsancak Mustafa Denizli Stadı

Karşıyaka SK

2–0

Bursaspor

Slut – 90+10'

Dommer: D. Yıldırım

26. Apr 12:00

Gaziosmanpaşa Stadyumu

Tokat Belediye Plevnespor

3–1

Silifke Belediyespor

Slut – 90+5'

Dommer: S. Yılmaz

26. Apr 12:00

Bornova Aziz Kocaoğlu Stadyumu

Bornova Belediyespor

1–0

Kirsehir Belediyespor

Slut – 90+11'

Dommer: T. Tuncer

3. Lig - Group 1 Historie

3. Lig – på tyrkisk TFF 3. Lig og i øjeblikket markedsført som Nesine 3. Lig – er den fjerde og laveste professionelle række i det tyrkiske ligasystem, og turneringen fungerer dermed som det sidste trin, før klubberne falder ned i de halv-professionelle og rene amatørturneringer. Ligaen, der i dag er opdelt i fire parallelle puljer, blev senest reformeret i sommeren 2001, men dens rødder går tilbage til 1967, hvor en tredje divisionsrække første gang så dagens lys. Siden da har den undergået en lang række navne- og strukturændringer, som har haft stor betydning for både antallet af deltagende klubber, de regionale fordelinger og mekanismerne bag oprykning og nedrykning.

Gruppe 1 – som denne artikel koncentrerer sig om – er i den nuværende turneringsmodel én af fire ligeværdige grupper. Hver sæson bliver den fyldt op med 15 eller 16 hold (afhængigt af den aktuelle samlede deltagerliste), og netop placeringen i denne pulje kan være helt afgørende for en klub, der drømmer om at kæmpe sig frem til TFF 2. Lig. Strukturen for både grundspillet, de efterfølgende play-offs og nedrykningsstriden er fastsat centralt af det tyrkiske fodboldforbund, TFF, og er identisk for alle fire grupper – men den konkrete konkurrence og de historiske bekendtskaber i Gruppe 1 giver hvert år puljen sit eget særpræg.

Formålet med denne artikel er at give en udtømmende, men samtidig let tilgængelig gennemgang af ligaens historie, dens organisatoriske rammer og – hvor kilderne tillader det – særlige begivenheder, der har sat deres præg på Gruppe 1. Teksten er disponeret kronologisk og tematisk, så læseren kan følge udviklingen fra de første skridt i 1967 over de store reformår i starten af det 21. århundrede og frem til den aktuelle udgave af turneringen.

Historisk baggrund og etablering

Den første officielle pendant til en tredje divisionsrække i Tyrkiet blev oprettet i sæsonen 1967/68. Indledningsvis bestod ligaen af 17 hold, herunder Beyoğluspor og Davutpaşa, der var rykket ned fra den daværende anden division, samt en række helt nye klubber, hvis ansøgninger var blevet godkendt af TFF. Allerede her kan man ane et af de vedvarende temaer i 3. Lig-regi: et relativt stort spillerum for klubber med ambitioner om at tage springet fra amatør- til professionelstatus.

Efter den første sæson blev der eksperimenteret med geografisk opdeling. I 1968/69 gik man over til en todelt struktur – den røde (østlige) og den hvide (vestlige) gruppe – begge med 14 hold. Vinderne i hver gruppe rykkede op, mens de dårligst placerede hold rykkede ned, således at den naturlige bevægelse mellem divisionerne allerede dengang var et bærende element.

I løbet af 1970’erne gennemførtes en række yderligere omstruktureringer, og sæsonen 1979/80 endte faktisk med at blive den sidste, før ligaen en overgang forsvandt; alle hold blev promoveret til anden division, og turneringen lå uafviklet fra 1980/81 til og med 1983/84. Først i sæsonen 1984/85 blev rækken genetableret, hvorefter det tyrkiske fodboldforbund igen lod mindre klubber få adgang til professionelt spil på et nationalt niveau.

Ligaens position i det tyrkiske ligasystem

Tyrkisk fodbold er organiseret i et pyramidesystem, hvor Süper Lig er det øverste niveau, efterfulgt af TFF 1. Lig og TFF 2. Lig. Under disse tre landsdækkende divisioner ligger 3. Lig, som – trods navnet – i dag er fjerde trin. Set med et historisk perspektiv er navngivningen blevet påvirket af flere reorganiseringer; før sommeren 2001 var ”3. Lig” nemlig navnet på den tredje bedste række. Ved reformen i 2001 blev navnet overført til den nye fjerdebedste række, mens den tidligere 3. Lig blev omdøbt til Türkiye 2. Futbol Ligi B Kategorisi og fra 2008/09 til TFF 2. Lig.

3. Lig har dermed funktion som et overgangsled mellem ren talentudvikling på amatørniveau og fuldtidsprofessionel fodbold. Klubledelser, trænere og talenter opfatter ofte rækken som et afgørende springbræt, hvor både spillemæssige og organisatoriske standarder skal hæves betragteligt for at overleve i de højere divisioner. Samtidig udgør 3. Lig det vigtigste referencepunkt for den landsdækkende Regional Amatör Lig, hvortil der hvert år ryger op til 12 klubber ned, alt efter den til enhver tid gældende turneringsmodel.

Organisationsstruktur og navngivning

I de senere år har ligaen haft et kommercielt navn – aktuelt Nesine 3. Lig – som afspejler sponsorpartnerskaber. Selve driften ligger hos TFF, der dels fastsætter turneringsreglementet, dels afholder lodtrækninger for gruppeinddeling, play-off-parringer og valg af neutrale hjemmebaner til afgørende kampe.

Selv om 3. Lig som nævnt er opdelt i flere grupper, er den langt hen ad vejen organiseret som én og samme liga: regler for pointgivning, disciplinære afgørelser og økonomisk rapportering er ens uanset, om en klub befinder sig i Gruppe 1, 2, 3 eller 4. Forskellene består først og fremmest i, hvilke modstandere holdene møder i det løbende grundspil.

Formatændringer gennem tiden

Ingen anden professionel række i Tyrkiet har undergået så mange strukturelle justeringer siden århundredskiftet som 3. Lig. Nedenfor gennemgås de vigtigste perioder og de konkrete konsekvenser for både antal grupper, holdstørrelse, oprykning og nedrykning.

Den første femsporede model (2001–2002)

I forbindelse med relanceringen som fjerde niveau i 2001 lagde man ud med fem parallelle grupper, hver med 18-19 hold. Alle mandskaber mødte hinanden hjemme og ude, og samtlige gruppevindere samt alle fem toere rykkede direkte op i den daværende 2. Futbol Ligi B Kategorisi. I den anden ende af tabellen måtte de fire lavest placerede i hver gruppe acceptere nedrykning til regionale amatørrækker.

Justering af oprykningskvoter (2002–2003)

Allerede sæsonen efter beskarede TFF den samlede deltagerliste fra 91 til 76 klubber, hvilket reducerede gruppestørrelsen til 15-16 hold. Fremover var det alene gruppevinderne, der rykkede op, mens tre (i én af grupperne fire) klubber rykkede ned.

Fire grupper – de første play-offs (2003–2005)

Sæsonen 2003/04 blev banebrydende ved at indføre en firegruppestruktur kombineret med play-off-kampe. De fire gruppevindere sikrede sig direkte oprykning, mens de fire toere mødtes i en neutral by for at afgøre den femte oprykningsplads via et slutspil. Modellen overlevede til 2004/05, dog med to væsentlige forskelle: gruppestørrelsen faldt fra 17 til 16, og antallet af oprykkere blev øget til seks – det ekstra hold kom fra play-off-systemet, der nu udpegede to vindere i stedet for én.

Markant udvidelse af oprykningsfeltet (2005–2008)

Fra 2005/06 lancerede man endnu en reform, hvor ni hold rykkede op: alle mestre og vicemestre (i alt otte), samt den ene vinder af play-off-turneringen mellem de fire nummer tre. Året efter udvidede man play-off-feltet til også at omfatte nummer fire, og således blev ti klubber belønnet med oprykning. Forud for 2008/09 blev det besluttet at reducere antallet af nedrykkere markant den kommende sæson, fordi 3. Lig året efter skulle tælle 50 klubber; derfor fik hele 14 hold plads i TFF 2. Lig – de tre bedste i hver gruppe sikrede sig direkte avancement, mens nummer fire og fem måtte ud i play-off-dueller om de sidste to pladser.

Tre etaper, fem grupper (2008–2010)

De voldsomt skiftende strukturer kulminerede i en opsigtsvækkende tre-etapes model i 2008/09. Første fase (Kademe Grupları) bestod af fem grupper á 10-11 hold. Top 2 fra hver pulje blev samlet i én fælles ”oprykningsgruppe”, mens alle andre fortsatte i deres oprindelige grupper, nu omdøbt til ”nedrykningsgrupper”. I oprykningsgruppen spillede man om fire direkte pladser i TFF 2. Lig, og efterfølgende kom et play-off-spil, hvor placeringerne 5-7 fra oprykningsgruppen mødte vinderne fra nedrykningsgrupperne om endnu to oprykninger. Point fra første fase blev kun taget med, hvis klubberne var havnet i en nedrykningsgruppe.

I 2009/10 videreførtes modellen stort set uændret, men deltagerantallet voksede til 53, og antallet af oprykkere faldt til tre: de to bedste fra oprykningsgruppen samt ét hold fra play-off.

Tre grupper – stabilitet og separate play-offs (2010–2020)

Fra 2010/11 lykkedes det TFF at etablere en årelang stabil periode med tre lige store puljer á 18 hold. Lodtrækning – ikke geografi – bestemte fordelingen, og de tre gruppevindere rykkede direkte op. Nummer 2-5 fra hver pulje spillede interne play-offs (jf. tabel nedenfor) om yderligere tre oprykninger. Bund 3 fra hver gruppe rykkede ned i Bölgesel Amatör Lig. Antallet af hold har dog svinget lidt: i 2011/12 var man oppe på 19 hold i hver pulje (57 i alt), hvorefter man i 2012/13 vendte tilbage til 54.

Kort afstikker til fire puljer (2020/21)

Pandemiperioden udløste endnu en midlertidig reformation: 67 klubber blev fordelt i fire grupper (tre à 17 hold og én á 16). De fire gruppevindere sikrede sig direkte oprykning, mens 2-5 fra hver pulje kæmpede sig gennem tre play-off-runder om yderligere én oprykker. Fire hold fra hver gruppe rykkede ned.

Nye kombinationer af tre og fire grupper (2021–nu)

Allerede sæsonen 2021/22 vendte man tilbage til tre puljer (to á 18 og én á 19 klubber; i alt 55). Opryknings- og play-off-mekanismen fulgte mønstret fra før 2020. I 2023/24 er man derimod igen på fire puljer, nu med 60 hold (15 i hver). Der er dog divergerende opgørelser: enkelte officielle oplæg omtaler 64 klubber – et eksempel på den løbende usikkerhed ved de tætliggende omlægninger.

Nuværende turneringsformat

Den model, der i skrivende stund gælder for 2023/24-sæsonen og planlægges videreført de kommende år, kan beskrives i følgende hovedpunkter:

• Fire grupper á 15 hold (totalt 60 klubber). Enkelte dokumenter taler dog om fire grupper á 16, hvilket ville bringe totalen op på 64.
• Grundspillet afvikles som dobbeltturnering – hver klub spiller 28 eller 30 kampe, afhængigt af om gruppen tæller 15 eller 16 hold.
• De fire gruppevindere rykker direkte op i TFF 2. Lig.
• Holdene på placeringerne 2-6 går i play-off-fasen. Strukturen uddybes nedenfor.
• De tre lavest placerede klubber i hver gruppe rykker ned i Bölgesel Amatör Lig.

Spillesystem for oprykningsspillet

Play-off-formatet er identisk for alle grupper og består af tre runder. Første runde er en enkel kamp på førstnævntes hjemmebane, hvor nr. 3 modtager nr. 6, og nr. 4 tager imod nr. 5. Vinderne går videre til anden runde, der afvikles over to opgør (hjemme og ude); her har det højest rangerede hold returkampen på eget græs. Tredje runde kobler runner-upperne (nr. 2) ind: de møder på hjemme- og udebane vinderne fra anden runde, og runner-up har fordel af hjemmebaneret i returkampen. Til sidst spilles to endelige finaler – I vs. II og III vs. IV – på neutral bane, hvor de sidste to oprykkere findes.

Nedrykningsprincipper

Mens toppen af tabellen har fået en omfattende og til tider kompleks play-off-struktur, er bundkampen mere simpel: de tre nederste i hver pulje (uanset pointafstand) siger farvel til den professionelle verden og træder et trin ned til Turkish Regional Amateur League. Der spilles ingen kvalifikations- eller relegationskampe; placeringen efter grundspillet er definitiv.

Gruppe 1 – særskilte kendetegn

Gruppe 1 er ofte kendetegnet ved at rumme en broget skare af klubber fra både mindre byer og større provinser, men uden nødvendigvis at følge en ensartet geografi. Siden 2010 har puljeinddelingen nemlig foregået ved lodtrækning. Det betyder, at tidligere geografiske naboer pludselig kan befinde sig i hver sin gruppe, mens klubber med vidt forskellig kulturhistorik mødes i Gruppe 1.

Gruppe 1 har som regel haft det fulde kvoteantal hold, uanset om det overordnede format har bestået af tre, fire eller fem puljer. I de år, hvor ligaen talte 18-19 hold pr. gruppe (fx 2011/12-sæsonen), måtte puljen håndtere en kompakt kalender med op til 36 runder, hvilket stillede store krav til truppernes bredde. Hvorvidt dette er en fordel eller ulempe har varieret fra klub til klub, men flere oprykkere fra Gruppe 1 har fremhævet den intense kampbelastning som en stærk forberedelse til den fysisk krævende TFF 2. Lig.

Udviklingen fra fem til tre og fire grupper

Set over to årtier tegner der sig et mønster, hvor TFF veksler mellem bredde og dybde: i perioder med fem grupper har idealet været at give plads til flere klubber, typisk for at integrere nye professionelle ansøgere. I år med tre grupper har målet modsat været at højne sportslig kvalitet ved at samle den bedste halvdel. For Gruppe 1 medfører sådanne omskiftelser udsving i både modstanderes kaliber og logistiske udfordringer, fordi transportafstande kan blive kraftigt reduceret eller øget alt efter regionel fordeling.

Tidligere sæsoner før reformen 2001

Inden 2001 slog 3. Lig navnet an som en egentlig tredjedivision (i dag svarende til TFF 2. Lig). Man kan blandt andet notere, at ligaen:

• Debuterede i 1967/68 med 17 klubber og uden nedrykning.
• Indførte to grupper, rød og hvid, i 1968/69 og fortsatte denne skabelon flere sæsoner.
• Suspendere turneringen helt i perioden 1980/81-1983/84, hvorefter den blev genetableret i 1984/85.
• Gradvis indførte regler om, at en professionel klub kun måtte stille med ét hold i systemet (1990/91).

Bund- og topplaceringer har naturligvis varieret år for år, men gennem årene har klubber som Tekirdağspor, Nazillispor, Eskişehir Demirspor, Rizespor og Sakaryaspor sat sig igennem på dette niveau, før de senere rykkede højere op eller forsvandt ud af det professionelle hierarki.

Mestre og topscorere

TFF fører en officiel liste over gruppevindere og samlede ”ligamestre” siden 2001/02, ligesom der hvert år udpeges topscorere for hver gruppe. Indtil slutningen af sæsonen 2023/24 er antallet af registrerede gruppe- eller ligatitler dermed oppe på 23, mens antallet af topscorere er et tilsvarende antal. En detaljeret år-for-år-gennemgang ligger uden for kildernes rækkevidde her, men det bemærkes, at både angribere fra traditionsklubber og fra mindre provinsbyer med jævne mellemrum har brudt igennem og sikret sig karrierespring på baggrund af målscoringssucces i 3. Lig.

Eksempler på klubber i Gruppe 1

De konkrete klubbefelt skifter hvert eneste år, men gennem de seneste 20 år har blandt andre følgende navne haft hjemme i Gruppe 1:

• Bandırmaspor – oprykket fra amatørrækkerne i 2008.
• Menemen Belediyespor – ligadebut samme år.
• Kırıkhanspor – kom til i 2009 via Regional Amatör Lig.
• Fatih Karagümrük SK – traditionel Istanbul-klub, der tog turen op i 2012/13-sæsonen.
• Ümraniyespor – oprindeligt en Istanbul-forstadsklub, der slog igennem i 2011/12.
• Sakaryaspor – rykkede ned i 2013/14 og måtte kæmpe sig tilbage.

Listen vidner om den store variation i klubbetyper: nogle kommer med stor fanbase og et massivt cv, mens andre er kommunalt støttede projekter, der først for nylig har taget det professionelle skridt.

Oprykning og nedrykning – et samlet overblik

Tabellen understreger dynamikken i turneringsstrukturen. Særligt bemærkelsesværdigt er det spring, der skete i 2005-08, hvor op til 14 hold på én gang rykkede op; en kraftig eksponering af ligaen som talentbassin.

Betydningen af 3. Lig for tyrkisk fodbold

Selv om 3. Lig ”kun” er fjerde trin, rummer den hele 60-64 professionelle hold, hvilket gør den til en af de bredeste nationale fodboldligaer i Europa på professionelt niveau. Den giver unge spillere en platform til at konkurrere mod voksne modstandere under professionelle forhold og skaber samtidig et netværk af klubber, der kan fungere som partner- eller satellitklubber for større organisationer.

Økonomisk er ligaen relativt beskedent finansieret sammenlignet med Süper Lig og TFF 1. Lig, men centraliseringen af sponsornavnet (i øjeblikket Nesine) har sikret en vis grundindtægt. Lønninger, stadionforhold og organisatorisk professionalisering varierer dog markant, og nedrykningen til Bölgesel Amatör Lig kan have vidtrækkende konsekvenser for en klubs overlevelse.

Fremtidige perspektiver

TFF har ikke offentliggjort konkrete planer om nye strukturreformer, men de seneste årtier har vist, at forbundet løbende tilpasser turneringen til skiftende økonomiske realiteter og sportslige ambitioner. Et fortsat fokus på balance mellem sportslig konkurrence, logistiske omkostninger og talentudvikling forventes at præge de kommende sæsoner. For klubber i Gruppe 1 betyder det, at fleksibilitet og evnen til at navigere i omskiftelige rammebetingelser fortsat vil være nøglen til succes.

Afslutningsvis står det klart, at 3. Lig – og dermed også Gruppe 1 – har cementeret sin rolle som hjørnestenen i det tyrkiske fodbolds pyramide. Her smedes fremtidens elite, her tages de første professionelle skridt, og her kæmpes årligt en benhård kamp for både overlevelse og realisation af oprykningsdrømme.