1. Lig, der i øjeblikket officielt benævnes Trendyol 1. Lig af hensyn til den gældende sponsoraftale, udgør den næsthøjeste professionelt organiserede fodboldrække i Tyrkiet og danner dermed det umiddelbare mellemled mellem landets nationale topdivision, Süper Lig, og de lavere forbundsrækker. Ligaen kombinerer et højt sportsligt ambitionsniveau med et udpræget udviklings- og talentperspektiv, idet den både fungerer som springbræt for klubber med opstigningsdrømme og som en hård prøve for traditionsklubber, der har taget turen ned fra den bedste række og nu må kæmpe sig tilbage.

Siden den første sæson i 1963 har ligaen været genstand for gentagne omstruktureringer, navnlig hvad angår navngivning, gruppestruktur, antal deltagende hold, opryknings- og nedrykningsbetingelser samt selve slutspillet om den sidste oprykningsplads. Disse reformer afspejler såvel fodboldens løbende professionalisering i Tyrkiet som ændrede kommercielle vilkår og behovet for at sikre både sportslig retfærdighed, økonomisk bæredygtighed og publikumsinteresse.

I dag afvikles turneringen som en éngruppeserie, men vejen hertil har været lang og forgrenet, og en forståelse af 1. Lig kræver derfor et grundigt historisk tilbageblik, en detaljeret gennemgang af de skiftende turneringsformater samt et indblik i de skiftende sponsornavne, der gennem årene har præget ligaens identitet. Nedenfor følger en udfoldet leksikonartikel, der systematisk belyser disse forhold og placerer 1. Lig i en bredere tyrkisk fodboldkontekst.

Overblik over ligaens rolle og placering

1. Lig er placeret som niveau 2 i den tyrkiske fodboldpyramide. Ligaen er organiseret af det tyrkiske fodboldforbund, Türkiye Futbol Federasyonu (TFF), og fungerer som direkte fødekæde til Süper Lig. To eller tre hold rykker op hvert år afhængigt af den aktuelle play-off-model, mens et tilsvarende antal hold forlader rækken til fordel for den tredjebedste række, TFF 2. Lig. Dermed indtager 1. Lig en central systemisk funktion, hvor både oprykkere og nedrykkere krydser hinanden på vej op eller ned i hierarkiet.

Turneringen er i høj grad et økonomisk og sportsligt skillepunkt. For klubber med begrænsede budgetter, men store ambitioner, kan deltagelse i ligaen være et afgørende skridt mod øgede tv-indtægter og kommerciel synlighed i topdivisionen. Omvendt betyder nedrykning fra Süper Lig ofte et markant fald i indtægter, hvorfor en hurtig tilbagevenden gennem en topplacering eller play-off-triumf i 1. Lig får nærmest eksistentiel betydning.

Samtidig har ligaen traditionelt været rugekasse for unge tyrkiske talenter. Den stiller høje kompetencekrav, men befinder sig prismæssigt på et niveau, hvor yngre spillere relativt tidligt kan opnå seniorerfaring, før de – i heldige tilfælde – sælges videre til storklubber i Süper Lig eller til udlandet.

Historisk udvikling

Etableringen som Türkiye 2. Futbol Ligi (1963–1965)

Efter indførelsen af en national første division i 1959 gik TFF i sommeren 1963 videre med at etablere en landsdækkende anden division. Denne nye række fik navnet Türkiye 2. Futbol Ligi – i daglig omtale blot 2. Lig – og bestod oprindeligt af 13 hold, der mødtes ude og hjemme efter typisk dobbeltrundeformat. Et direkte og enkelt opryknings-/nedryknings-princip gjaldt fra starten: Vinderen rykkede op, mens sidstepladsen måtte forlade professionel liga og søge mod regionale amatørturneringer.

Straks den følgende sæson, 1964/65, udvidede forbundet feltet til 16 klubber og suspenderede midlertidigt nedrykning. Det handlede dels om at stabilisere den nystiftede turnering, dels om at sikre en jævn geografisk fordeling af klubber.

Første eksperimenter med flersporet struktur (1965–1966)

Sæson 1965/66 indvarslede en ny prøvelyst: Ligaen blev delt i to parallelle grupper, Rød og Hvid. Efter de indledende kampe gik de fire bedste fra hver gruppe videre til en fælles finalerunde, hvorfra to klubber kunne sikre sig oprykning til daværende 1. Lig (nutidens Süper Lig). Samtidig blev der indlagt nedrykningsdyst mellem de to gruppers bundpropper for at afgøre, hvem der måtte forlade selskabet til fordel for den netop annoncerede 3. Lig.

Periode med to grupper og to direkte oprykkere (1966–1978)

Fra sommeren 1966 valgte TFF et mere stationært koncept med fortsat opdeling i en rød og en hvid pulje. Begge gruppevindere rykkede direkte op, mens gruppesidste rykkede ned i 3. Lig, som nu var blevet realiseret som tredjeprofessionsniveau. Antallet af klubber varierede undervejs – fra 22 i starten til 33 i visse år – men princippet om to oprykkere og bundnedrykkere stod fast frem til 1978.

Tre oprykningspladser via play-off-finale (1978–1980)

I sæson 1978/79 introducerede man et ekstra oprykningsspot. Gruppe­vinderne rykkede fortsat direkte op, mens de to toere mødtes i en neutral kamp om den tredje billet. I 1979/80 valgte man ligefrem at suspendere nedrykning, fordi forbundet havde besluttet at afskaffe 3. Lig ved udgangen af sæsonen, hvilket gjorde plads til alle eksisterende klubber i den kommende struktur.

Tregrenet struktur uden nedrykning (1980–1981)

Da 3. Lig blev nedlagt, steg deltagerantallet markant. For sæson 1980/81 inddelte man 52 klubber i tre grupper: A og B med hver 18 hold samt C med 16. Gruppevinderne sikrede sig oprykning, og ingen klubber rykkede ud.

Fire grupper og omfattende nedrykning (1981–1983)

Næste skridt var en firegrenet liga med 60 hold fordelt i lige store grupper på 15. Nu indførte man igen nedrykning til de regionale amatørturneringer; først bundpladsen i hver pulje, senere – som led i en planlagt reduktion til tre grupper – hele fem bundhold pr. gruppe. De fire gruppevindere opnåede fortsat direkte adgang til landets bedste række.

Stabil tregrenet periode (1983–1992)

Sommeren 1983 reducerede man tilbage til tre grupper. Hvert års tre gruppevindere sikrede oprykning, og de to bundhold i hver gruppe blev sendt til den genoprettede 3. Lig. Denne struktur forblev uændret i ni sæsoner, selv om antallet af klubber inden for rammerne svingede.

Fem grupper, to faser og intensiveret kamp om oprykning (1992–1993)

Sæson 1992/93 bragte en radikal reform. Først spillede 51 klubber en kvalifikationsrunde i fem ti-elleve holds-puljer. De to bedste fra hver gruppe samledes derefter i en samlet op­stignings­gruppe, hvor de tre øverste slutteligt sikrede oprykning. Resten af holdene fortsatte i deres oprindelige grupper, som nu blev til ned­stignings­grupper, hvor flere hold måtte rykke ned. Point blev nulstillet for holdene i den nye opstigningspulje, men fulgte med ind i nedstigningsspillet.

Tilføjelse af play-off-etape (1993–2001)

Følgende sæson beholdt man den todelte struktur, men supplerede med en tredje etape – et play-off-slutspil, hvor holdene fra plads 4-6 i opstigningsgruppen samt vinderne af hver ned­stignings­gruppe duellerede om ekstra oprykningspladser. I 1993/94 gav det i alt fem oprykkere, fordi Süper Lig skulle udvides. Fra 1994/95 skrumpede antallet af oprykkere til tre, hvor to pladser gik til de bedste i opstigningsgruppen og ét hold kom via play-off-triumf. Den tretrinsmodel blev fastholdt indtil sommeren 2001.

Éngruppeliga med 20, siden 18 hold (2001–2005)

Efter en større reorganisering lanceredes i 2001 en éngruppeliga (Turkish Second League Category A). 20 hold deltog i den første sæson under hjemme-/ude-princippet, og de tre bedste rykkede op. Fra 2002/03 blev feltet reduceret til 18 hold; nummer 16-18 rykkede ned til TFF 2. Lig.

Indførelse af play-off i den nuværende éngruppemodel (fra 2005)

Sæson 2005/06 betød et nyt hold-på-drama. Kun første- og andenpladsen gav direkte oprykning, mens holdene på placeringerne 3-6 mødtes i et play-off-format om den sidste billet. Indledningsvis afvikledes alle play-off-kampe på neutral bane og som enkeltopgør, men i 2009/10 skiftede man til en miniliga (alle mod alle én gang) mellem de fire klubber. Denne idé blev dog droppet igen året efter, hvor man vendte tilbage til knald-eller-fald-kampe, nu som to-benede møder, mens finalen stadig spilles på neutral grund.

Ligastruktur og turneringsformat

Antal hold og kampe

I den moderne udgave består 1. Lig som udgangspunkt af 18 mandskaber, der hver sæson spiller 34 runder efter klassisk hjemme-/ude-princip. En sejr giver tre point, uafgjort ét, og tabet nul. Slut­­placeringen afgøres efter point, derefter målforskel og flest scorede mål.

Oprykning til Süper Lig

De to øverste hold rykker direkte op. Det tredje og i visse sæsoner også det fjerde oprykningsspot findes via play-off-systemet. Fra og med sæson 2022/23 har modellen været, at tredje­pladsen springer direkte til finalen, mens fjerde- til syvendepladsen kæmper om den anden finaleplads. I første runde mødes nr. 4 vs. nr. 7 og nr. 5 vs. nr. 6 i ét enkelt opgør på hjemmebane hos de højest placerede. Vindere går videre til en to-kampers semifinale, og finalen spilles på neutral bane.

Nedrykning til TFF 2. Lig

I den gældende struktur rykker de tre nederst placerede hold – typisk nr. 16, 17 og 18 – direkte ned i TFF 2. Lig. Nedrykningen er traditionelt ensbetydende med væsentligt lavere tv-indtægter og vanskeligheder med at fastholde spillertrupper, hvorfor nedrykning ofte medfører markante organisatoriske og økonomiske konsekvenser.

Play-off-systemet – formål og udvikling

Siden 2005/06 har play-off uundværligt bidraget til dramaet. Formålet har været at holde spændingen intakt længere tid og give flere klubber noget at spille for i sæsonafslutningen. Systemet er blevet justeret flere gange – fra enkeltstående kampe på neutral grund, til miniliga-format, og siden 2010/11 til et to-benet semifinaleformat med neutral finale. Den seneste finjustering, hvor tredjepladsen avancerer direkte til finalen, skal øge belønningen for en høj grundspilsplacering og samtidig bevare knockout-elementet for hold på placeringerne lige under.

Navnesponsorater og kommercielle rettigheder

Ligaen har gennem årene skiftet navn efter markeds- og sponsorhensyn:

• 2006/07: Türk Telekom Lig A
• 2007/08 (forår) – januar 2008: TFF 1. Lig
• 16. januar 2008 – april 2012: Bank Asya 1. Lig
• April 2012 – sæsonslut 2011/12: TFF 1. Lig (midlertidigt), dog med Bank Asya som navnesponsor de sidste fire spillerunder og play-off-kampene
• 2012/13 – 2015/16: PTT 1. Lig, efter aftale med det statsejede postvæsen (PTT)
• Sidenhen – aktuelle navn: Trendyol 1. Lig

Sponsorskiftene afspejler både økonomiske konjunkturer og det forhold, at 1. Lig med sin massive seerbase på nationalt tv udgør en attraktiv eksponeringsplatform for større tyrkiske koncerner.

Titler og mesterhold

Den klub, som ender øverst i tabellen (eller øverst i sin gruppe i perioder med flere spor), udnævnes til “tyrkisk Zweitligameister”. I årene med parallelle grupper kunne der derfor være to, tre eller fire mestre på én gang. Hvis der efterfølgende blev afviklet et særskilt minimesterskab mellem gruppevinderne, havde det reelt karakter af kvalifikation til internationale turneringer – eksempelvis ungdoms- og sportministeriets pokal i 1970’erne eller Balkanpokalen i 1980’erne og 1990’erne.

TFF registrerer samtlige gruppevindere som officielle Zweitligameistre, uanset om de senere tabte eller vandt en yderligere slutrunde. Dermed har et bredt spektrum af klubber prøvet at løfte titlen gennem seks årtier. Den samlede historiske medaljeoversigt er omfattende, men fælles er, at titlen åbner døren til Süper Lig og dermed kan være vendepunktet i en klubs historie.

Betydning for tyrkisk fodbold og talentudvikling

1. Lig fungerer som dynamisk link mellem elite og bredde. På den ene side forsyner den Süper Lig med oprykkere, der kan udfordre og revitalisere den øverste række. På den anden side skaber den pres på klubberne under sig, fordi nedrykkere til TFF 2. Lig må forberede sig på en langt sværere vej tilbage til rampelyset.

Fra et talentudviklingssynspunkt er ligaen en vigtig rugekasse. Flere landsholdsspillere har taget de første senior-skridt her, og stadig i dag giver 1. Lig unge spillere mulighed for at måle sig med rutinerede modstandere i en kompetitiv men også økonomisk håndterbar kontekst. Derfor ses kampene i høj grad af scouts, der leder efter næste store navne, og ligaen omtales ofte som den “store eksamen” før Süper Lig.

Endelig har 1. Lig en betydelig regional betydning. Mange af klubberne er ankerpunkter i mellemstore byer, hvor matchday-kulturen udgør samlingspunkt for lokalsamfundet. Dermed spiller ligaen en identitetsskabende rolle, som rækker langt ud over de 90 minutter på banen.

Afsluttende perspektiv

Når man betragter 1. Lig gennem de seneste 60 år, tegner der sig et billede af en turnering i konstant forandring, men med en urokkelig mission: at balancere sportslig meritokrati, økonomisk bæredygtighed og underholdningsværdi. Fra tider med fire parallellige puljer og et virvar af opryknings- og nedrykningsregler til nutidens mere strømlinede play-off-model har ligaen formået at tilpasse sig omgivelserne uden at miste sin kerne – den hårde kamp om adgangsbilletten til tyrkisk fodbolds fornemste selskab.

I den forstand er 1. Lig mere end blot “rækken under Süper Lig”. Den er nervesystemet, hvor pres, håb, kriser og gennembrud fødes, og hvor klubbernes og spillernes skæbner hurtigere end i nogen anden tyrkisk række kan svinge fra eufori til nedtur. Med sin rige historie, sit nuværende høje kompetitive niveau og sine til tider dramatiske play-off-aftener vil 1. Lig fortsætte med at være en afgørende scene i tyrkisk fodbold – også langt ind i fremtiden.