Trabzonspor

Trabzonspor er én af tyrkisk fodbolds mest markante institutioner. Klubben fra Sortehavskystens største by har siden 1967 vokset sig fra et regionalt projekt til en national magtfaktor, som med syv mesterskaber og en perlerække af cup-triumfer permanent har skrevet sig ind i landets sportshistorie. Hvor de tidlige år var præget af lokale rivaliseringer og organisatoriske udfordringer, blev 1970’erne og starten af 1980’erne synonymt med en guldalder, der for altid ændrede balancen i tyrkisk fodbold: For første gang formåede en klub uden for Istanbul at bryde de tre metropolgiganters dominans.

Bag resultaterne gemmer sig en særlig kultur, hvor stoltheden over byens identitet væves sammen med en konsekvent satsning på talentudvikling fra egen region. Fra den legendariske målmand Şenol Güneş’ rekordlange clean-sheet-stimer til de moderne tiders genopblomstring under Abdullah Avcı vidner Trabzonspors historie om en klub, der igen og igen har måttet genopfinde sig selv – både sportsligt, økonomisk og infrastrukturelt. Overgangen fra det intime Hüseyin Avni Aker-stadion til det topmoderne Şenol Güneş Sportskompleks er blot ét af de synlige beviser på denne udvikling.

I det følgende udfoldes en dybdegående leksikon-artikel, der kronologisk og tematisk dækker alle væsentlige aspekter af Trabzonspor: fra den komplicerede fusion af byens gamle amatørklubber til nutidens multi-sport-organisation, fra taktik og talentarbejde til europæiske eventyr, rivalopgør, rekorder og klubbens bredere betydning for Sortehavs-regionen.

Klubbens rødder og grundlæggelse

De fire forløberklubber og den indædte byrivalisering (1920’erne-1960’erne)

Fodboldbasen i Trabzon blev tidligt formet af fire markante amatørklubber: İdmanocağı (1921), İdmangücü (1913), Necmiati (1923) og Trabzon Lisesi. I flere årtier krydsede disse hold klinger i den lokale amatør­liga, hvor især duellen mellem İdmanocağı (rød-gule farver) og İdmangücü (grøn-hvide farver) delte byen op på samme følelsesladede niveau, som Fenerbahçe‐Galatasaray-rivaliteten deler Istanbul.

Dominerende titelserier – fem i træk til İdmanocağı (1929-33) og siden syv på stribe til İdmangücü (1934-40) – cementerede modsætningen. Rivaliseringen førte paradoksalt nok til talentflugt, idet profiler som Hasan Polat, Ali Polat, Selim Satıroğlu, Ahmet Karlıklı, Zekeriya Bali og Nazmi Bilge valgte Ankara eller Istanbul for at forfølge professionelle drømme.

Forbundets pres og de første fusionsforsøg (1962-1966)

Da det tyrkiske fodboldforbund i 1962-63 opfordrede byer til at samle kræfterne i én professionel repræsentant til Milli Lig (den nuværende Süper Lig), kørte processen hurtigt fast i Trabzon. Kun delvise fusioner så dagens lys: én konstruktion bar stadig İdmanocağıs farver (gul-rød), mens en anden – grundlagt i juni 1966 – valgte rød-hvid. Resultatet var fortsat splittelse og retssager, indtil forbundschefen Ulvi Yenal satte hælen i og udelukkede begge parter fra 1. Lig, hvis de ikke fandt sammen.

Fødslen af Trabzonspor og farvernes oprindelse (2. august 1967)

Efter intense møder enedes de stridende lejre 2. august 1967 om én samlet klub. Valget af klubfarver blev næsten lige så dramatisk: I femte og sidste forhandlingsrunde tvang Ulvi Yenal hver side til at vælge én farve, der ikke stammede fra deres egne gamle farvesæt. Resultatet blev mørk vinrød (bordo) fra İdmanocağı-gruppen og lyseblå fra İdmangücü-gruppen – den ikoniske bordo-mavi kombination. En vedholdende fortælling lyder, at Aston Villa sendte et sæt trøjer i netop disse nuancer til den nystiftede klub, men den definitive bekræftelse mangler; sikkert er det, at farverne i dag er uløseligt forbundet med Trabzon og Sortehavet.

Vejen gennem rækkerne (1967-1974)

Debut i 2. Liga – de famlende år

Trabzonspor trådte direkte ind i 2. Ligaens Hvide Gruppe i sæsonen 1967-68. Med en sjetteplads blandt 20 hold markerede klubben sig respektabelt i sin professionelle debut. De to efterfølgende sæsoner bød på to fjerdepladser, mens 1970-71 endte med en ottende­plads.

Nærved og næsten – to missede oprykninger i træk

I 1971-72 skiftede holdet til Røde Gruppe, hvor oprykningen glippede med blot to point. Året efter delte Trabzonspor førstepladsen med Kayserispor, men røg ud på dårligere mål difference.

Gennembruddet: Mesterskab i 2. Liga og oprykning

Sæsonen 1973-74 blev vendepunktet. Seks point foran Sakaryaspor vandt Trabzonspor Røde Gruppe, og selv om den efterfølgende finalekamp mod Zonguldakspor glippede efter straffespark, rykkede klubben endelig op i Türkiye 1. Futbol Ligi – nutidens Süper Lig.

Den gyldne æra (1974-1984)

Første år i toppen og cupfinale‐debut

I premièresæsonen 1974-75 blev det til en niendeplads og en dramatisk tabt pokalfinale til Beşiktaş (1-0 hjemme, 0-2 ude). Men noget var under opsejling.

Det første mesterskab og serien på seks titler

Allerede i 1975-76 stod Trabzonspor øverst med 43 point – tre foran Fenerbahçe – efter en sæson, hvor den afgørende 1-0 sejr over netop Fenerbahçe i Trabzon sendte holdet i front. Derfra fulgte fem yderligere mesterskaber (1976-77, 1978-79, 1979-80, 1980-81, 1983-84). Kun minimale marginer frarøvede klubben titlen i ’77-78, ’81-82 og ’82-83.

Defensiv disciplin og individuelle rekorder

• Necmi Perekli blev ligaens topscorer i 1976-77 med 18 mål.
• Målmand Şenol Güneş gik 1 110 officielle minutter uden at lukke mål ind (17. sept. 1978-18. feb. 1979) – stadig tyrkisk rekord og nr. 15 på verdensplan.
• I 1978-79 indkasserede holdet blot syv ligamål og blev Europas mest defensivt solide mesterhold.

Pokalerne vælter ind

Udover liga­triumferne sikrede Trabzonspor sig i perioden:

• 3 Tyrkiske Pokaler (1976-77, 1977-78, 1983-84)
• 6 Præsident­pokaler (Süper Kupa)
• 3 Premierminister­pokaler
• Kıbrıs Barış Kupası (1974)

Trænerprofilerne

Fire af mesterskaberne kom under Ahmet Suat Özyazıcı, to under Özkan Sümer. Førstnævnte har siden virket som fodboldrådgiver i klubben, mens Sümer på et tidspunkt også havde præsidentposten.

Overgang og ombygning (1984-1995)

Resultater mellem tredje- og syvendepladbser

Efter guldet i 1983-84 indtrådte et årti uden topplaceringer, men med stabile top-7 slutstillinger. Sportslige udsving kulminerede i en krise under belgiske Georges Leekens (1992-93), hvor holdet gik seks runder uden sejr.

Nye nøglespillere

Tidens væsentligste tilgange var Ünal Karaman og Tolunay Kafkas, som fik centrale roller i de to sølv­sæsoner 1994-95 og 1995-96.

Cup-stimen fortsætter

Pokalskabet blev udbygget med Tyrkiske Pokaler i 1992 og 1995 samt Præsidentpokalen i 1995 og Premierminister­pokaler i 1985 og 1994.

1995-96: Den bitre næsten-triumf

Med klubblegenden Şenol Güneş på trænerbænken, Hami Mandıralı (218 mål i alt) som frontfigur og georgiske Shota Arveladze som ny bomber jagtede Trabzonspor guldet. 5. maj 1996 førte holdet 1-0 mod Fenerbahçe, men tabte 1-2 og dermed mesterskabet. Nederlaget blev et traume for hele byen; episoden udløste både fanklager, et tragisk selvmord og efterfølgende tumult omkring spillere og ledelse.

Nedtur, genstart og nye cup­sejre (2000-2009)

Bundrekord i 2001-02

En 14. plads blev den værste liga­placering til dato, ledsaget af flest indkasserede mål i en sæson.

Samet Aybabas genopbygning

Tilgangen af Ibrahim Yattara, Michael Petković, Gökdeniz Karadeniz og Fatih Tekke lagde grunden til Tyrkisk Pokal-titler i 2002-03 og 2003-04 samt to sølv­medaljer (2003-04, 2004-05).

Protestmarchen mod dommer Cem Papila

Efter et kontroversielt nederlag til Fenerbahçe i 2004 demonstrerede 40 000 tilhængere i Trabzons gader; Papila stoppede siden sin dommer­karriere.

Nuri Albayraks stjernestrategi

Profiler som Marcelinho og Kiki Musampa fandt aldrig rytmen, og resultaterne udeblev.

Sadri Şener-æraen og 25 nyindkøb

Med Ersun Yanal som coach nåede Trabzonspor en tredjeplads i 2008-09 efter at have presset titelkampen til det sidste.

Det turbulente årti 2010-2019

Korte træneransættelser og cupguld

Hugo Broos’ korte ophold blev afløst af en ny periode under Şenol Güneş. Her vandt man både Tyrkiets Supercup og Tyrkisk Pokal i 2009-10. Ligaguldet i 2010-11 glippede kun på bedre målscore til Fenerbahçe trods 82 point.

Match-fixing-sagen 2011

Fenerbahçes efterfølgende UEFA-karantæne fik Trabzonspor til at indgive krav om mesterskabet hos både CAS og FIFA – processen pågår fortsat.

Præsidentskifter og europæiske gruppespil

• İbrahim Hacıosmanoğlu (valg 2013) hentede Florent Malouda og José Bosingwa; holdet gik ubesejret gennem Europa-Liga-gruppen (14 point) men røg ud mod Juventus.
• Årene 2014-16 bød på hele tre trænere (Vahid Halilhodžić, Ersun Yanal, Shota Arveladze) og næsten 20 nye spillere – Oscar Cardozo var største navn.
• Finansielle vanskeligheder i 2016 kulminerede med en historisk 0-7 afklapsning mod Antalyaspor.

Det nye stadion og foråret 2017

Flytningen til Şenol Güneş Sportskompleks gav umiddelbart et løft: 4-0 mod Gaziantepspor i åbningskampen og en klatretur fra 13. til 5. plads.

Moderne genfødsel og titel nr. 7 (2018-2022)

Ahmet Ağaoğlu og gældsanering

I 2018 overtog Ağaoğlu formandsposten og påbegyndte restrukturering af klublån. Ünal Karaman gik fra ikonisk spiller til cheftræner og førte trods transferforbud holdet til en fjerdeplads i 2018-19.

Coronapausen, UEFA-karantæne og pokaltriumf

Under Hüseyin Çimşir lå Trabzonspor nummer ét, da ligaen blev suspenderet i marts 2020. Efter genstart mistede holdet pusten, mens en Financial Fair Play-sag kostede Europas deltagelse. Alligevel vandt man Tyrkisk Pokal 2019-20 (finale­sejr over Alanyaspor) for niende gang.

Abdullah Avcıs mestre

Med Avcı ved roret rykkede holdet fra nedrykningszone til fjerdeplads i 2020-21 og tog samtidig Supercup nr. 9. Året efter – den 30. april 2022 – sikrede Trabzonspor sig sit første mesterskab siden 1984 efter 2-2 hjemme mod Antalyaspor med tre spillerunder igen, og dermed også den længe ventede syvende stjerne til emblemet.

Klubbens sportlige identitet

Altid lokalt forankret talentarbejde

Allerede i begyndelsen af 1970’erne valgte ledelsen at satse på egne (gen)hjemkaldte spillere: Şenol Güneş, Ali Kemal Denizci, Kadir Özcan m.fl. Denne filosofi – kombineret med disciplineret forsvarsspil – skabte fundamentet for guldalderen. I de seks mesterskabssæsoner var Trabzonspor gennemgående ligaens mindst scorende defensivt og ofte også mest scorende offensivt (1976-77).

Defensiven som varemærke

Sæsonen 1978-79 skiller sig ud: blot syv indkasserede mål på 30 kampe er stadig blandt Europas bedste defensiv­præstationer. Og i 79-80 blev holdet med 25 scorede mål den ”mest negative” mester målt på offensiv produktion – et bevis på pragmatisk resultatorienteret fodbold.

Uforlignelig hjemmebanestyrke 1975-82

Mellem 10. spillerunde 1975-76 og 8. runde 1981-82 forblev Trabzonspor ubesejret i 90 på hinanden følgende hjemmekampe. Statistikken lyder på 70 sejre, 20 uafgjorte, 152-18 i målscore og 73 clean sheets – suveræn tyrkisk rekord.

Europæiske eventyr

Debut og ikoniske sejre

Som mester 1976 var Trabzonspor første gang med i Europacuppen for mesterhold. Efter at have elimineret ÍB Akraness scorede Necmi Perekli klubbens allerførste europæiske mål. Anden runde bød på det daværende engelske storhold Liverpool: 1-0 hjemme (klubbens første kamp mod britisk modstand) men samlet exit efter 0-3 på Anfield. Bemærkelsesværdigt blev Liverpool ikke slået af andre hold den sæson.

Højdepunkter og rekorder

• Største sejr: 6-0 mod Vllaznia Shkodër (2007).
• Største nederlag: 2-7 mod FC Barcelona (1990-91).
• Bedste turneringsresultat: 3. runde i UEFA-Cuppen.
• Andre prominente skalpe: sejre mod Lyon, Aston Villa, Inter og Barcelona på hjemmebane gennem årene.

Rivalopgør

Fenerbahçe – den glødende duel

Startede med tyrkisk pokalkamp i 1974, men blev for alvor eksplosiv efter mesterskabsduellerne 1995-96 og 2010-11 samt match-fixing‐stridighederne. Indbyrdes møder er blandt tyrkisk fodbolds mest intense, både på banen og i tribunekulissen.

Galatasaray og Beşiktaş

Disse opgør bærer præg af Trabzonspors rolle som hovedstadens udfordrer. Første topserie­møde mod Galatasaray kom allerede i 1974-75-sæsonen.

Black Sea Derby: Samsunspor

Lokalgeografisk rivalisering, hvor prestige og regional identitet står på spil, selv om Samsunspor ikke har opnået samme nationale meritter som Trabzonspor.

Klubbens infrastruktur

Hüseyin Avni Aker Stadion (1951-2016)

Stadionet lagde græs til både 1. Black Sea Games, U-20-VM-kampe i 2013 samt utallige store Trabzon-øjeblikke.

Şenol Güneş Sportskompleks (fra december 2016)

Komplekset fungerer som symbol på klubbens moderne ambitioner og bærer navnet efter klubbens legendariske keeper og træner.

Mehmet Ali Yılmaz Træningsanlæg

Etableret 1985 (byggeri påbegyndt 1983) med fem baner, cafeterier, rekreationsområder og organisk landbrug over 50 000 m². Omfattende renovering i 2010; i dag arbejdsgiver for 84 personer. Sitet er opkaldt efter klubbens ærespræsident og tidligere sportsminister.

Organisation og andre hold

En multisportklub

Ud over herrefodbold driver Trabzonspor:

• Et kvindefodboldhold (mester i 2008-09)
• Et herrebasketboldhold
• Diverse andre idrætsgrene i mindre skala

1461 Trabzon

Grundlagt 2008 som Trabzon Karadenizspor; fungerer som udviklings- og samarbejdsklub, hvor Trabzonspor har førsteret til spillere og ofte placerer unge talenter på leje.

Youth & U21

U21-holdet har fostret store navne som Hami Mandıralı (558 førsteholdskampe), Gökdeniz Karadeniz (50 A-landskampe) og Fatih Tekke (31 ligamål 2004-05).

Meritter og statistikker

Samlede titler (pr. 14. maj 2025)

Ligapositioner – udvalgte sæsoner

• Første topserie­sæson (1974-75): 9.
• Bundrekord (2001-02): 14.
• Længste interval mellem mesterskaber: 38 år (1984-2022).

Europæiske milepæle

Ledelse og trænerhistorik

Udvalgte trænere med trofæer

• Ahmet Suat Özyazıcı – 4 ligagulde, flere cups (1970’erne-80’erne).
• Özkan Sümer – 2 ligagulde.
• Şenol Güneş – Tyrkisk Pokal (2010), Supercup (2010), flere sølvmedaljer og CL-gruppespil.
• Abdullah Avcı – Süper Lig (2021-22), Süper Kupa (2022).

Præsidenter i nyere tid

• Nuri Albayrak (2005-2007)
• Sadri Şener (2008-2013)
• İbrahim Hacıosmanoğlu (2013-2015)
• Muharrem Usta (2015-2017)
• Ahmet Ağaoğlu (2018- )

Klubbens nutidige spillertrup (13. juli 2025)

FIFAs nationalitetsregler er lagt til grund for flagangivelser; flere spillere kan besidde dobbelt statsborgerskab. Den komplette spillerliste opdateres løbende på klubbens officielle platforme.

Ikoniske rekorder og fakta

• Flest klubmål: Hami Mandıralı (218).
• Længste clean-sheet: Şenol Güneş (1 110 minutter).
• Flest officielle førsteholdskampe: Hami Mandıralı (558).
• Sæson med færrest indkasserede mål: 7 (1978-79).
• Største ligasejr i nyere tid: 4-0 (indvielse af nyt stadion, 2017).
• Største liganederlag: 0-7 mod Antalyaspor (2016).

Fremtidsperspektiver

Efter at have brudt den 38-årige mesterskabstørke står Trabzonspor igen som en seriøs udfordrer til den nationale trone. Klubben har i de seneste år balanceret mellem økonomisk konsolidering og sportslig ambition, og den strategiske kombination af lokal talentdyrkelse, velvalgte udenlandske profiler og et stabilt træner-setup under Abdullah Avcı giver grobund for optimisme. Udfordringen består i at fastholde kontinuiteten og styrke konkurrencedygtigheden i europæiske turneringer, samtidig med at finansiel fair play overholdes.

Hvad enten fremtiden byder på endnu en guldalder eller blot periodiske topplaceringer, råder Trabzonspor over en passioneret fanbase, en moderne hjemmebane og en historie, der allerede har sat dybe spor i tyrkisk fodbold. Kombinationen af regional stolthed, kulturel forankring og sportslig ambition gør klubben til et unikt fænomen – ikke bare i Tyrkiet, men også i en bredere europæisk fodboldkontekst.

Konklusion

Fra den dramatiske fusion i 1967 til den eksplosive fejringsaften i april 2022 tegner Trabzonspors rejse et billede af en klub, der gentagne gange har trodset oddsene. Syv ligatitler, ni pokaler, ti supercups og en defensiv rekord, der stadig vækker rædsel blandt modstandere, vidner om en organisation med ukuelig vilje til succes. Hvor Istanbul-giganterne længe styrede tyrkisk fodbold alene, tilføjede Trabzonspor en ny dimension af regional rivalisering og beviste, at kvalitet, kultur og sammenhold kan sprænge geografiske hierarkier. Klubbens fremtid skrives nu på fundamentet af både traditionelt lokalt talent og moderne faciliteter – alt sammen i de ikoniske bordo-mavi farver, der i dag er anerkendt langt uden for Sortehavets bredder.